Ligesom Danmarks andre egne gemmer Odsherred på historiske fortidsminder, fortællinger og sagnomspundne attraktioner, der har formet og præget området. Her finder du et af Danmarks ældste slotte, gravhøje, borgruiner og middelalderkirker. Og fordi Odsherred er et istidslandskab gemmer egnen også på en årtusinder gammel historie, som ikke findes i andre egne af Danmark. Det er et landskab, som giver Odsherred sit eget unikke særpræg.
Når du besøger Odsherred, skal du sove godt. Her er mulighederne mange og i alle tilfælde kan du være sikker på, at autentiske naturoplevelser, Danmarks bedste badestrande og aktiviteter for hele familien kun er kort tid fra, hvor du opholder dig.
Kunstnere og kunsthåndværkere har i tidens løb fundet vejen til Odsherred på grund af den rå natur og det smukke lys. De mange mindre gallerier, holder året rundt åbent på værksteder og udstillingssteder, og her finder du kunsthåndværk af høj kvalitet. Ofte kan du også finde de lokale kunsthåndværkeres produktioner på sommerens markeder.
På flere af Odsherreds restauranter og spisesteder er retterne sammensat efter årstidens lokale, friske råvarer og specialiteter. Det er mad af højeste kvalitet og ofte kan du nyde den med udsigt til naturskønne omgivelser.
Hele året rundt byder Odsherred på forskellige og altid spændende smagsoplevelser, som kun Odsherreds producenter kan levere. Her kan du spise grøntsager fra Lammefjorden, saftigt kød fra Dalsbakkegård eller nyde hvidvin fra Ørnberg vin på Odden. Ofte bliver varerne solgt fra de mange lokale gårdbutikker, men du finder dem også på menukortet hos toneangivende restauranter som Noma og Geranium i København.
Hvert år i uge 42 sætter Odsherred ekstraordinært fokus på de lokale råvarer, restauranter og producenter.
Museerne i Odsherred byder på kunstoplevelser, kulturhistorier, der i mange tilfælde tager udgangspunkt i egnens flotte natur. Du finder billedkunst af kunstnergruppen Odsherredsmalerne – Danmarks 4. kunstnerkoloni, der talte kunstnere som Karl Bovin, Kaj Ejstrup og Lauritz Hartz.
Sigurd Swane bosatte sig på samme tid som Odsherredsmalerne, men tilhørte den første bølge af modernisme, der kom til Danmark. I Odsherred byggede han sit eget paradis, Malergården, hvor mange af landets kulturpersonligheder havde deres gang.
Musik og natur går hånd i hånd, når Odsherred åbner op for sommerens musikfestivaler. Her er noget for enhver smag. Fx Klassisk Sommer – en festival i juli med klassisk musik på højt plan med koncerter på blandt andet på Hempels Glasmuseum og i kalkbruddet. Også Vig Festival med flere aktuelle og populære kunstnere trækker mange besøgende til.
Geopark Odsherred dækker hele kommunen og er ikke et fredet område eller en naturpark i gængs forstand. Geopark er et internationalt begreb og betegner et område, som både er et levende samlingspunkt, en publikumsattraktion og en måde at skabe ansvarlig og bæredygtig udvikling. I Odsherred er det istidslandskabet, som har næret den kulturhistorie, kunst, natur og fødevareproduktion, området er kendt for og som gør, at området snart kan kalde sig ‘geopark’.
Kulturhistorien er synlig i form af dysser og gravhøje, og kunstnere har i mere end 200 år fortolket landskabet i deres malerier. Istidslandskabet danner også grobund for mangfoldig flora og fauna på overdrev i bakkelandskabet, langs kysterne og på de mange strandenge. Jordbund og dynd er med sine mange næringsstoffer og mineraler særdeles velegnet til grønsagsdyrkning. Alt sammen et fundament for vækst og udvikling.